Var det en UFO ?




Tilbage

Nedenstående tildragelse er fra 1996, hvor "Bogen om Ulvshale"
var både trykt og udsolgt.
Ellers havde jeg såmænd nok fundet en plads til den!


Nej, det var ikke en UFO !


Man oplever altid noget, hvis man åbner sine øjne. Det er faktisk hver gang jeg drager derned, at der sker et eller andet, eller jeg ser noget usædvanligt.
- Jo, jeg vil gerne indrømme, at i og med, at jeg er på Ulvshale, er mine øjne også åbne derfor; men alligevel………..

- Uddrag fra "Bogen om Ulvshale" side 84

Det var en septemberlørdag, og vi var på week-end på Ulvshale. Lenes forældre var kørt ved 18-tiden, efter en hyggelig dag med skovtur og ægte stål - undskyld, stegte ål. Vi sad tilbage og småsludrede over en flaske rødvin til 23-tiden, hvor vi fandt det passende at få skuret gummerne og tørne ind.
Dog skulle jeg også lige skifte batteri på telefonen, og sportsmand som jeg jo er, travede jeg afsted uden lygte i retning mod bilen. Og da var det jeg så det. Streger af lys fór henover himlen.
"Nordlys, der er nordlys", brølede jeg. Der lød en kraftig skramlen fra tordentønden, hvor Lene midlertidigt havde taget ophold.
"- Hvor er du? Er det der endnu? Jeg vil også se", lød det kort efter et sted fra mørket. I det samme viste fænomenet sig på ny. Denne gang var det pletter….Lysende på rækker. Måske en 10-12 stykker, kom fejende ind fra sydvest i en pæn cirkulær bane.

- Det er løgn, tænkte jeg. Skulle det virkelig lykkes mig at opleve en vaskeægte UFO? Det så faktisk ud som lyset fra en kæmpe flyvende tallerken, som roterede med fuldt blus i alle 48 vinduer, gemt et sted bag skoven.
Så skiftede rotationsretningen, og pletterne forsvandt tilbage hvor de var kommet fra. Der var noget helt galt. Det var dybt mærkværdigt. Vi stod en stund i mørket. Lene sagde noget om kornmod.
( I henhold til Salmonsens Leksikon, er det glimt på himlen, som er genskin af fjerne lyn, der oplyser højere eller nærmere skylag. På grund af afstanden kan tordenen ikke høres.)
- Så kom det igen. Men denne gang var der op mod otte rækker af pletter, og de lå meget højere på himlen. Jeg indså at det kunne der også have været før, for træerne begrænser udsynet ret kraftigt. Jeg var i syv sind. Jeg kunne ikke forvente at fænomenet ville vare ret lang tid; men omvendt var jeg nysgerrig efter et bedre overblik. Der var vel gået 1½ minut, da det gentog sig.
- Og så denne unaturlige, og komplet uforståelige pludselige skiften retning.
Jeg fór op og hentede bilnøglerne, og afsted det gik ned til broen. Her var udsynet bedre, men hold da kæft, hvor var det skide koldt. Vi havde jo været på vej til køjs; så vi var iført sutter og manglende overtøj.

Langt ude i syd, halvvejs gemt bag skoven, lå en stor lav sky med et mærkeligt lys. Et helt gitter af pletter rullede ud fra den. Roterende om sin egen akse, fejede det mod vest, henover Ulvssund, for dernæst at dreje af og sætte retning mod os. Lige før det nåede broen, skiftede det atter, og drejede samme vej tilbage til sin sky. Vi satte os ind i bilen, og krydsede broen. Nogle hundrede meter ovre på Nyord, fandt jeg en afkørsel fra vejen ned til engen. Jeg parkerede og slukkede lygterne. Herfra var overblikket totalt. Vi holdt med retning øst-sydøst, og havde fuldt udsyn til skyen. Det så ud som om fænomenet ladede op derinde i bunden, for dernæst at rulle energien ud i et stedse tilbagevendende lysshow.
Jeg blev slået over min mangel på omtanke, og ærgrede mig over at jeg i farten, var løbet med bilnøgler; uden at få hverken telefon eller videoen med!

Hvorom alting er; så bliver dog selv slige fænomener trivielle når de gentages. Hertil kommer, at det var umuligt at bestemme afstanden til skyen. Vi startede atter Skodaen, og kørte gennem skoven til campingpladsen. Herfra kunne vi nu se at skyen så ud til at ligge lige nord for Stege, samt se at fænomenet også strakte sig ud i den anden ende af skyen.
Dybt undrende kørte vi hjemad, mens vi planlagde at kontakte institutioner som bl.a. meteologisk institut, politiet og UFO-tjenesten! Klokken havde da passeret midnat, og vi havde observeret i over 1 time.

Den følgende dag, mødte jeg et par af de andre landliggere. Jeg spurgte én om han havde været ude og se lysshow om aftenen. "Nej, det har jeg da set så tit. Det er der hver lørdag. Det er fra taget af "Discotek Pakhuset" i Stege."
- Senere, var der dog en anden, der fortalte mig, at første gang de havde lavet det, havde politiet fået en telefonstorm så stor, at nettet havde været ved at bryde ned!

Morale???
Jeg ved hvad en fobi er,
Men hvad er en U-Fobi?


Tilbage



Opdateret d. 17.5.2008